Min barndom på gården Bombæk i Borup pr. Vrå.
Skrevet af Jørgen Bombæk i 2012.Denne tekst blev oprindeligt udgivet i ”Min Barndom. Erindringer fra Løkken-Vrå” (De lokalhistoriske arkiver i Løkken-Vrå, 2012)
Min første erindring overhovedet stammer fra d. 9. april 1940. Jeg vågnede på et tidspunkt om morgenen ved en ukendt voldsom lyd ude fra, hvilket medførte, at jeg gav mig til at græde. Min far kom ind i soveværelset, tog mig op og bar mig ind i stuen, gik hen til vinduet ud mod gårdspladen, hvor jeg kunne se en hel masse sorte fugle, der larmende fløj tæt hen over vores gård. Jeg var på det tidspunkt 1 år og 4 måneder gammel, og ingen, som jeg har fortalt om dette, tror på, at jeg kan have en så klar erindring i den alder. Måske har de ret, jeg ved det ikke, jeg ved blot, at oplevelsen den dag i dag står lysene klart for mig.
Min næste klare erindring fra min barndom er en hændelse, der skete i vinteren 1941/42. Jeg sad på tørvekassen i køkkenet og så på min mor, der var ved at koge gule ærter til middagsmaden. På et tidspunkt løfter hun gryden af ilden, hvorefter hun med gryden i hænderne besvimer og falder bagover, de gule ærter flyder ud over hele køkkengulvet. Hvad der videre skete har jeg ingen erindring om.
Jørgen, ca. 1941
Den tredje erindring fra min tidligste barndom er fra slutningen af august 1942, hvor min far tog mig på armen og bar mig op i storstuen, hvor der stod hvid seng. I sengen lå min mor, som så uhyggelig bleg ud, og da jeg fik lov til at røre ved hende, var hun ganske kold.
Jeg blev født på gården Bombæk ved Vraa d. 20 december 1938, som den sidste af mine forældres 3 børn. Min mor døde d. 24. august 1942 af en svulst i hjernen, hvilket forklarede noget om den hændelse, jeg lige har beskrevet.
Jørgens mor, Margrethe
Resten af min barndom blev på godt og ondt præget af, at vores hjem og husholdning de følgende år blev mere eller mindre styret af en række skiftende husbestyrerinder, som ikke alle havde de store pædagogiske evner, og hvis opgaver med at styre et hjem med 3 børn i alderen fra 4 – 13 år heller ikke var det nemmeste job i verden.
Min var meget væk hjemmefra, da han ved siden af landbruget var forsikringsmand ved Andelsanstalten Tryg - i dag Tryg forsikring - et job han med stor beklagelse, af hensyn til os børn, besluttede sig til delvis at opgive en tid efter min mors død.
Først fra d. 1. november 1945 blev der skabt rigtig stabilitet i hjemmet. Da fik vi Margrethe, den husbestyrerinde, som ikke søgte pladsen i håb om at blive gift med min far, hvilket en del af de tidligere angiveligt havde som mål, men som ville være husbestyrerinde og passe hus, hjem og børn. Margrethe blev på gården indtil 1964, hvor min kone og jeg overtog stedet, og hun flyttede med min far til en lille naboejendom, som han havde købt. Der blev hun indtil min far døde i 1975, og hun fik, efter fars og vi søskendes ønske, lov til at blive boende i huset så længe hun ville.
Husbestyrerinden Margrethe Møller
Som det fremgår af ovenstående bærer mine erindringer fra den tidligste barndom præg af mindre positive oplevelser. Når det så er sagt har jeg stort set kun lyse minder fra resten af min barndom. Min far var, selv om han var meget hjemmefra, meget optaget af, at vi børn skulle have en god og fornuftig opdragelse. Jeg synes vi fik en opdragelse, der i høj grad var baseret på frihed under ansvar. Altså: Gør stort set hvad du vil, men vid, at du må selv tage ansvaret derfor.
Jeg vil gerne beskrive dette med en enkelt oplevelse fra den tid, hvor man som dreng på landet ofte får lyst til at udforske ting, som er i ens omgivelser. Jeg havde kig på nogle skadereder i de høje træer i haven, og var en søndag eftermiddag taget på udflugt til en af disse, relativt vanskeligt tilgængelige reder. Det var vanskeligt at komme der op, da der halvvejs oppe var et temmelig langt stykke træstamme uden grene. Det lykkedes mig dog at forcere dette stykke, og komme op til reden, der som ventet indeholdt nogle æg. Da jeg på vej ned blev jeg klar over, at det er betydeligt vanskeligere at klatre ned af en træstamme uden grene, end at klatre op, og jeg måtte erkende, at jeg ikke turde kravle ned ved egen hjælp. Da jeg havde siddet der en rum tid, kom min far ud af havedøren og råbte, at der var eftermiddagskaffe. Jeg råbte tilbage, at jeg sad i træet og ikke kunne komme ned. Min far kiggede derop, og sagde så, ”du er selv klatret derop, så må du også selv klatre ned igen” hvorefter han gik ind i stuen igen. Jeg kom ned ved egen hjælp, men lærte, at man altid skal tænke over konsekvenserne af de handlinger man foretager. Jeg tror ikke jeg selv havde turdet gøre det samme, hvis min søn havde bragt sig i en tilsvarende situation, men det er så en anden sag.
Jørgens fødehjem, Bombæk (1956)
I øvrigt var min barndom vel i det store og hele som de fleste andre børns barndom på landet. Den var jo præget af almindeligheder. Daglig rutine, med leg med kammeraterne, med fodbold om sommeren, hvor solen underlig nok skinnede fra morgen til aften hver eneste dag, og kælke og skøjter om vinteren, som underligt nok den gang var én lang periode med sne og is hele tiden. Så skulle man hjælpe til på gården i travle perioder, når roerne skulle hakkes, når tørvene skulle vendes og skrues, når høet skulle vendes og stakkes og køres ind, og naturligvis ikke mindst i høstens travle tid, den eneste tid, hvor der af og til var regnvejr, hvilket var dejligt, da det gav mulighed for nogle pauser i arbejdet.
Så var der skolen. Jeg gik i Nr. Vraa forskole de første 2 skoleår. Der var 2 klasser, 1. klasse gik i skole om formiddagen, og 2. klasse om eftermiddagen – eller også var det omvendt – det husker jeg ikke. Der var én lærer, Frk. Jensen. Der var én skolestue med en høj kakkelovn i den ene side af rummet, hvor vores våde tøj kunne blive tørret i timerne, hvis det var blevet for vådt i frikvartererne. Der var 6-7 børn i hver klasse, så der var gode muligheder for, at læreren kunne tage sig af hver enkelt elev, hvis der var behov for lidt ekstra hjælp eller omsorg.
Efterfølgende gik jeg 5 år i Vraa Hovedskole. Min klasselærer var Martin Christensen, som jeg husker som en hyggelig ældre lærer, som altid kom ind i klassen med sin krumme pibe i munden, den blev så anbragt på et sikkert sted i klasseværelset, og taget frem igen og tændt igen omgående, når timen var forbi. Christensen havde nogle lidt ubehagelige opdragende tilbøjeligheder. Når han gik op og ned mellem rækkerne i timerne, kunne han finde på at give et ordentligt rap over fingrene på én, hvis han ikke mente man opførte sig som det hør og bør, eller han kunne finde på at hive én op af stolen ved at tage fat i de små hår i nakken og så rykke til. Det var ikke altid vi var klar over, hvorfor vi blev udsat for disse små ubehageligheder, men det var sikkert fortjent.
Regnelæreren var Helga Holtum, som ikke evnede at lære fra sig, i hvert fald ikke hos mig. Hun støttede sig udelukkende til facitlisten, når hun rettede opgaver, og så aldrig på selve regnestykket, hvilket vi jo hurtigt opfattede, og derfor ofte skrev vores regneopgaver af direkte efter facitlisten. Vi var jo ikke klogere end som så. Personligt lærte jeg først at regne i de 5 måneder jeg var på Halvorsminde efterskole senere i livet.
Så var der August Nehm, som vi havde til bl.a. historie og gymnastik. Hvis man var dygtig og kunne sine ting kunne man få det med Nehm som man ville, men hørte man til dem, der ikke var helt så skrappe som gennemsnittet, var der kun hånlige og nedsættende bemærkninger at vente fra den kant. Jeg husker en enkelt bemærkning, som faldt til en elev, der ikke rigtig kunne sin lektie: ”Du er så dum at du skulle graves ned til halsen, og så skulle hovedet sparkes af dig.” Gad vide hvad en sådan bemærkning ville have ført med sig i dag?
Skolens leder var førstelærer Jensen, en hård, men retfærdig lærer, der ikke holdt sig tilbage for at slå, og slå hårdt, hvis der var en grund til det, og det var der jo trods alt af og til. Jeg havde Jensen til engelsk, og lærte vi ikke at kommunikere på engelsk, så lærte vi i hvert fald at udtale enkelte ord korrekt. Han kunne godt bruge en time på at herse med klassen indtil alle kunne udtale ”Jam” (syltetøj) korrekt på engelsk.
Lærer Rosenkvist havde jeg til sang, en hyggelig korpulent og jovial lærer, som vi alle godt kunne lide, men også godt kunne lide at drille, mest p.g.a. hans kropslige omfang. Lærer Lilbæk var sløjdlærer, han var uhyre vellidt af alle, han var meget halt, jeg ved ikke hvorfor, men hans ene fod var deform. På trods af dette blev han aldrig drillet, hvilket vel var et bevis på hans popularitet. Skolens øvrige 2 lærere, fru Jensen, førstelærer Jensens kone, og Signe Bertelsen havde jeg til noget fag, så deres virke som lærere har jeg ikke nogen særlig erindring om. I øvrigt har jeg ikke de store minder fra min skoletid. Jeg kunne egentlig godt lide at gå i skole, men på en eller anden måde var det alligevel noget, der blot skulle overstås.
De fleste mennesker er sådan indrettet, at de mest husker de gode og positive ting de har oplevet, og de mindre behagelige tildragelser bliver glemt eller fortrængt. På det felt adskiller jeg mig nok ikke fra flertallet. Selv om min indledning på denne beretning består af noget, man normalt forstår ved dårlige og ubehagelige oplevelser, så føler jeg det ikke sådan. Det skyldes jo nok min alder den gang, at jeg ikke i min erindring opfatter disse oplevelser som ubehagelige, men blot som minder.
Når man sådan sidder og filosoferer over og skriver om alle disse almindeligheder fra ens barndom, så dukker der pludselig en hel masse minder op om ting, der er sket, som har været med til at gøre barndommen spændende og på mange måder uforglemmelig. Min far ønskede, med de muligheder, der nu var til stede, at give os børn nogle oplevelser som rakte ud over de daglige almindeligheder. Det var i reglen om sommeren, når roerne var hakket 2. gang, høet var kommet i hus, og der var en måneds tid til høsten, at der blev tid til disse overraskelser.
I sommeren 1945 havde han fået den ide, at vi skulle på en flere dages cykeltur ud i det blå, og en tidlig morgen drog vi så alle 4, min far, mine 2 søstre og jeg, af sted på cykel. Cyklerne var pakket med forskelligt grej, såsom nogle tasker med noget tøj, nogle tæpper, madpakker til den første dag, og ikke mindst en meget stor beholdning af lappegrej. Det var jo lige efter krigen, hvor man ikke kunne få hverken dæk eller slanger til cyklerne. Jeg selv var den eneste, der ikke havde brug for lappesager, da min lille cykel var monteret med fast gummi, og derfor ikke kunne punktere. Lappesagerne skulle vise sig at være en god ting at have med, da vi måtte stoppe ca. 1 gang hvert 3 kvarter, for at lappe, så den ene, så den anden cykel.
Nå - men vi kom da fremad. Vi kørte mod sydøst over Jerslev, Østervraa og Dronninglund mod Hals, som var målet den første dag. Vi nåede dog ikke så langt før mine små ben, på den lille cykel på fast gummi, ikke rigtig kunne følge med mere. Et sted mellem Dronninglund og Hals kom vi forbi en mark med høstakke, og far mente, det var det rigtige sted at overnatte. Vi fik spist det sidste af vores medbragte mad, og gravede os så ned i et par af stakkene med tæpperne omkring os, og sov rigtig godt hele natten. Om morgnen fik vi travlt med at pakke sammen, da bondemanden kom kørende med sin hestevogn for at begynde at køre sit hø i hus. Jeg tror nok min far fik forklaret ham vores ærinde, og det var vist helt i orden.
Vi fortsatte til Hals, og sejlede over med færgen til Egense, og cyklede videre sydpå. I Sdr. Kongerslev gjorde vi holdt for at forsøge at købe noget mad af en art. Hos bageren fik vi fat i et stort franskbrød, og i Brugsen en spegepølse og en brødkniv, vi manglede så blot noget smør, og det var ikke så ligetil, da det jo var rationeret, og vi havde ingen rationeringsmærker med. Far fik dog snakket lidt med brugsuddeleren, og det endte med at vi kunne drage af sted fra Brugsen med et pund smør til brødet. Lidt udenfor byen blev der så holdt festmåltid bestående af franskbrød med tandsmør og rigeligt med spegepølse.
Derefter fortsatte vi til Hadsund, hvor vi skulle overnatte på hotel, hvilket var en uhørt luksus. Vi spiste aftensmad på hotellet, sov godt hele natten, og fik også morgenmad der. Ved morgenbordet lånte far en avis af værten, for lige at skimme nyhederne. Der var i avisen en notits om en ung mand, der aftenen i forvejen var druknet i Guldager mergelgrav. Det viste sig at være en medhjælper hos min faster og hendes mand, som var naboer til os, og vi kendte alle den unge mand godt, da han også var fra nabolaget. Denne besked tog humøret fra min far, og han besluttede, at vi nu skulle hjem. Vi cyklede til Hobro, og tog derfra toget hjem til Vraa. Det var en kedelig afslutning på en ellers, for mig, en helt fantastisk udflugt.
En anden gang havde han fået den ide, at vi sammen med før omtalte faster og onkel, og deres 2 børn, skulle på tur sammen. Som tænkt så gjort. I Stenum blev der lejet en 7-personers bil, som blev pakket med alt nødvendigt, et telt, tæpper og soveposer, tøj og mad til flere dage, som faster Anna stod for. Der var også med bragt en primus, så den henkogt mad kunne tilberedes der, hvor vi nu var på de rette tidspunkter.
Jeg husker ikke så mange detaljer fra turen, men den første overnatning fandt sted i Rom. Ikke den Rom, men den lille by Rom, som er beliggende ca. 3 km. syd for Lemvig. Vi stoppede op ved kirken, hvor der var en stor plænelignende plads, som egnede sig til overnatning. Det medbragte telt blev slået op, og der kunne min faster og onkel sove med deres datter, som ikke var så gammel, min far kunne sove i bilen, og min fætter, min storesøster og jeg fik besked om, at gå hen til en nærliggende gård for at spørge, om vi måtte sove i deres lade. Det gjorde vi så, vi blev vældig godt modtaget, og blev vist ud i laden, hvor vi kunne sove i halmen i vore soveposer. Vi sov godt hele natten, men da min søster og jeg vågnede om morgenen, var min fætter væk. Vi fandt ham dog hurtigt, han var i søvne trillet lidt til siden og var så rullet ned i en revne, og lå nu nede i bunden af halmgulvet og sov stadig sødeligt.
Turen gik så videre sydpå. Omkring middag, hvor vi skulle slå lejr for at tilberede den medbragte mad, blev vi overrasket af et kæmpe regnvejr. Vi kørte så ind på en gård i nærheden og fik lov til at kokkerere i deres lade. Primussen blev tændt, de henkogte grønne ærter og frikadellerne blev varmet, og vi nød faster Annas mad med stor fornøjelse. Turen gik videre til Vejle, hvor noget familie skulle besøges. Manden arbejdede på Vejle Dampmølle, og vi kom alle med en tur hen og se møllen. Det var en stor oplevelse.
Efter aftensmad hos familien i Vejle gik turen hjemad. Kort efter afgangen fra Vejle begyndte problemerne. En af os fik kraftigt mavekneb, og det blev nødvendigt at stoppe op i skovkanten et øde sted, hvor vedkommende måtte fare ind mellem træerne for at sidde på hug. Lidt senere var der en mere, der fik lignende problemer, og efterhånden blev vi alle, med undtagelse at min onkel, der kørte bilen, ramt af maveondet, og det blev til rigtig mange stop undervejs.
Efterhånden som det udviklede sig, blev vi mindre og mindre kritiske med hensyn til at finde tilstrækkeligt afsides steder at holde, så en del frugthaver og grøftekanter blev gjort til genstand for vores nødvendige besøg. Ingen blev dog alvorligt syge, og vi kom alle hjem i god behold ud på natten, en uforglemmelig oplevelse rigere.
Det skæbnesvangre måltid ærter
Turen har i øvrigt et sjovt lille efterspil. Da vi kom hjem, opdagede vi, at en af os, jeg husker ikke hvem, havde glemt en trøje på den gård i Rom, hvor vi overnattede. Vi havde ikke nogen adresse på gården, men der blev skrevet et brev adresseret til ”Den nærmeste gård på højre hånd, øst for Rom kirke”. Nogle dage efter kom trøjen med posten. Det var dengang postbudene havde tid og lyst til sådanne små udfordringer.
En anden gang havde far lånt en af naboernes bil, en gammel Ford eller Chevrolet, jeg husker ikke hvilken, og vi skulle køre en tur ud i det blå. Det var min far, min ene søster, mig selv og en fætter, der var inviteret med, da der jo var plads til 4 i bilen. Jeg husker ikke hvor vi skulle hen, og heller ikke hvor vi kom hen, men jeg husker ganske tydeligt en episode på turen.
Det startede på et tidspunkt, da vi kørte på landevejen mellem Brovst og Fjerritslev tror jeg, der var en underlig hakkende lyd i bilen, vi snakkede meget om, hvad det kunne være, men kunne ikke rigtig finde ud af det. Vi tog holdt og gik rundt om bilen for at finde ud af hvad der var galt. Det viste sig så, at de 4 bolte i det højre baghjul havde løsnet sig, så hjulet sad løst på akslen. Det var jo ikke så godt, der var åbenbart ikke noget reservehjul, så gode råd var dyre. Far fik stoppet en anden bil på vejen og forklarede føreren situationen. Han lovede at stoppe i Fjerritslev ved en mekaniker, og få ham til at køre ud for at løse problemet.
Nu var det så bare at sætte sig i grøftekanten og nyde det pragtfulde vejr indtil hjælpen kom. Der gik en times tid, så kom en mekaniker tøffende fra Fjerritslev, kiggede lidt på sagerne, og erklærede så at han heller ikke kunne få hjulet af. Han foreslog, at vi satte os i bilen, og køre langsomt videre indtil hjulet faldt af, så kunne han tage hjulet med hjem og sætte nye bolte i, komme tilbage og montere hjulet, hvorefter vi kunne fortsætte rejsen. Som foreslået så gjort, vi satte os ind i bilen og kørte videre i et adstadigt tempo med mekanikeren kørende bagefter os. Efter en kilometers kørsel, eller deromkring, lød der et bump, bilen sank ned på akslen i højre hjørne, og vi holdt stille, medens hjulet overhalede os i et rask tempo, og fortsatte hen over grøften og langt ud på marken. Mekanikeren fik hjulet med sig, og efter yderligere en times tid var han tilbage og kunne montere hjulet på ny, så vores rejse kunne fortsætte.
Jeg har tidligere nævnt, at det mest er de gode og positive ting man husker. Jeg kan godt se, at ovenstående fortællinger mest handler om små ulykker, men da de alle blev vendt til noget positivt, er de i mine øjne gode minder fra en herlig barndom.
Jeg kunne jo godt fortsætte med at fortælle ting og sager fra den tid, f. eks. om da vi var hele familien m.fl. på udflugt i en lånt lastbil med generator, om når vi var i mosen en hel sommerdag for at vende tørv og havde både mad og drikke med, om når jeg var med skolen på sommerudflugt til Tolne skov, om dengang min fætter og jeg var på cykeltur til Vinderslev, og blev roet over Limfjorden i en lille robåd fordi den lille færge var i stykker, om da vi var på cykeltur til Læsø, og sejlede over Kattegat i en brandstorm, som gjorde stort set alle om bord søsyge, om når vi kørte i jumbe på besøg på Vesterheden med karbidlygter på jumben, om når vi kørte i fjedervognen fyldt med dejlig blødt halm til stranden i Løkken, om når vi var i friluftsbadet i Brønderslev, om når vi løb på skøjter på teglværksdammen, om når man kunne være heldig at komme med Niels Lie på mælkebilen, om juleaften og juledagene, om høstgilderne, om den gang tyske soldater kom ind til os og forlangte æg, og far koldblodigt og hårdnakket påstod, at vi ikke havde æg, selv om vi sad omkring bordet med hver sit blødkogte æg, og så videre, men jeg tror jeg vil vælge at stoppe her.
Jeg håber, at min lille beretning har givet det indtryk, at jeg føler, jeg har haft en rigtig skøn barndom med masser af oplevelser, som jeg mindes med stor glæde. De fleste af mine venner og bekendte har hørt om nogen af disse oplevelser før, en del af dem sikkert flere gange. Når man bliver ældre har man jo lidt det med at fortælle de samme historier igen og igen. Skulle nogen af disse personer komme til at læse denne beretning, så beklager jeg at de hermed får det hele nok en gang.
Venlig hilsen Jørgen Bombæk
Copyright © Jørgen Bombæk, 2012. |
